Bla Bla Bloggen

Jeg savner min blog. Så nu er jeg atter vendt tilbage for at lufte mine tanker, igen med håbet om at holde ved. Jeg overvejede, som altid, at oprette en blog på ny but what is the point? Vi kommer helt sikkert til at køre i samme spor alligevel.

De seneste par uger har ikke været så sjove som de nu engang burde. Både jeg og kæresten har haft problemer med psyken, jeps vi er sammen igen og jeg er über-lykkelig. Selvom det nok ude fra set virker som et dårligt afsnit af Beverly Hills, hvilket egentlig ikke giver nogen mening eftersom hele serien var dårlig men altså... I ved hvad jeg mener!

Jeg har virkelig tvivlet på mit værd, både som studerende, veninde, datter og som kæreste men tror endelig jeg er ved at være ovenpå igen så jeg kan se mig selv som den jeg er og ikke blot som en del af en sammenhæng. Jeg skal stoppe med at sammenligne mig selv med åndssvage normer jeg har inde i hovedet. Lige nu kan jeg godt sidde og se at det er normer jeg har sat for mig selv, som jeg tror det accepteres af folk at være på, men det er sgu i strid med både den person jeg ønsker at være og den person jeg rent faktisk er. Så det her cirkus stopper nu.

Jeg hader at sige undskyld for min opførsel, men føler på det seneste at jeg er vokset med opgaven og føler rent faktisk en sejr hver gang jeg tør indrømme overfor mig selv (og andre) at en eventuel fejl er på min side. Mon ikke det vil fremme min udvikling i stedet for at hæmme den?

Read full post >>

Jeg vil have ham tilbage!!!! :(

Det har været noget nær, den værste uge i mit liv nogensinde.. Jeg savner ham så meget, det er ham der plejer at trøste mig når jeg er trist - jeg mangler virkelig hans arme omkring mig.

Jeg har lyst til at bande og skovle, skrige og gøre ved.. men hvad nytter det?? Han bliver jo ved med at konstatere overfor mig at det er slut.. Det skal lige siges at jeg rent faktisk ikke har snakket med ham siden sidst, før i går.. Jeg gjorde det dummeste og skrev en sms til ham, selvom de fleste af vennerne dog var enige i beslutningen.. Jeg ville bare minde ham om at jeg er her for ham men det endte mere eller mindre ud i en diskussion, og min dag spenderede jeg så tudende i sengen, flot!

Men så skrev han for en del timer siden at han vil snakke med mig, og at han vil kontakte mig senere i dag om nærmere tidspunkt. Gulp!, klump i halsen.. Hvad dælen er der nu?? Kan det blive meget værre?? Nej, sagde min mor - men jeg kan nu sagtens komme i tanke om en del ting ala; "lad nu være med at kontakte mig, det er slut. fat det dog!", "jeg gider faktisk slet ikke være sammen med dig, det var bare en dårlig undskyldning" bla bla bla.. Han puttede samtidig et par smileys i sms´erne + et styks "sov godt" - wtf?! ARGH!!!!! Mine tanker begynder at spinde, selvom jeg udemærket godt ved der ikke skal være nogen grund her til. Han skriver det sgu da bare fordi han har fået det dårligt over hvor dårligt jeg har det..

Men der er bare en ting (..til samlingen..) som jeg ikke forstår; hvorfor fanden skal vi nu mødes?? Er det for jeg kan se tandbørsten mangler ude på badeværelset?? Hvorfor kan vi ikke bare drøfte det over sms? -Det er jo alligevel efter hans udsagn definitivt slut, så hvorfor vade i det ved at sidde face to face i en akavet samtale? Som jeg endda, endnu ikke har indsigt i.. Hvor herre bevares..!

Min x-mand skrev at jeg i denne situation skulle passe på mig selv, så jeg ikke selv ryger med ned eftersom jeg har været der en gang før. Det har jeg bestemt heller ikke lyst til, men er lidt bange for jeg er på vej. Forsøger virkelig at holde det ude af mit sind ved at ændre fokus, sådan da.

Update følger, men det bliver ikke kønt..

Read full post >>

Jeg kan slet ikke forholde mig til denne nye situation. Tænker på ham konstant... Hvordan kan jeg bare sådan lige glemme ham?? Hvad skal jeg dog gøre?? Hvordan kommer jeg videre??

Jeg var så nervøs da jeg skulle op til ham i går, jeg ventede bare at han havde fjernet min tandbørste ude fra badeværelset - det havde han godt nok ikke, men der går nok ikke lang tid endnu.. Og det gør så ondt at tænke på, hvis han en dag holder fest og jeg ser den er væk.. Det giver bare et signal om at jeg definitivt er ude af hans tanker.. Dog skal det lige indrømmes at jeg i forgårs overvejede at stikke, den tandbørste han har stående hos mig, en tur i toilettet - jeg var så gal men samtidig tænkte jeg at uanset hvad kunne det jo være ligegyldigt, for han kommer jo nok desværre aldrig til at bruge den igen..

Men jeg tager den dog med i morgen når jeg flytter alligevel.. Og hvad med alle billederne af os? Skal jeg bare sådan slette dem eller hvordan? Hvad gør man dog?

Read full post >>

Og på 10 dage gik man så lige fra at være lykkelig og forelsket, til at være single.. Og nej jeg forstår det heller ikke, jeg synes heller ikke det giver mening i forhold til f.eks. mit sidste indlæg.. Hold kæft jeg føler mig dum...

Jeg er SÅ ødelagt indeni, kan næsten ikke engang sætte ord på det men som altid vil jeg selvfølgelig forsøge mig. Jeg har hverken sovet eller spist særlig meget de sidste to dage, jeg render rundt med konstant kvalme og livet virker bare så ligegyldigt lige nu.

Det hele virker bare som en rigtig, rigtig ond drøm som jeg helst bare gerne vil vågne fra NU! Jeg kan jo ikke leve uden ham.. Alt lige nu minder mig om ham, jeg kommer til at savne ham så forbandet meget.. Har aldrig haft det så godt med en kæreste før, jeg har elsket en kæreste så meget før, jeg har aldrig holdt så meget af en kærestes både negative og positive sider før..

I morgen skal jeg flytte, det burde være en glædelig ting men jeg kan bare ikke finde energien til på nogen måder at glæde mig over det. Yeah, fedt.. så får man en 2-værelses lejlighed som man måske indrømmet, havde en lille drøm om at kæresten på et tidspunkt ville finde sig til rette i...

Alt er bare så trist. Har grædt og grædt og grædt, jeg kan jo blive ved. Det virker bare ikke som om der er lys for enden af tunnelen, jeg følte virkelig han var mit livs kærlighed eller hvad man nu siger. Han betyder simpelthen alt for mig, og tanken om aldrig at skulle kysse ham mere, hans arme rundt om mig når jeg er trist eller putte mig ind til ham og dufte ham gør så forbandet ondt som har jeg aldrig oplevet det før.. Alle de gange jeg er gået fra x-manden, uanset hvor langt i forholdet vi har været, har jeg aldrig, aldrig nogensinde haft det på samme måde med ham som jeg har det med ham her. Jeg føler virkelig jeg har mistet det dyrebareste, som jeg burde have klamret mig til men i stedet har jeg bare været en kælling og ikke indset hvad jeg har haft.

Hvorfor er jeg så single? Fordi han ikke kunne mere, fordi han er nede i et sort hul. Og jeg har sagt til ham at jeg vil vente på han får det bedre og til han er ude af dette sorte hul. Men han siger at der kan komme til at gå år.. Og jeg bryder sammen, for dette var det eneste håb jeg kunne klamre mig til, dette var det eneste jeg holdt mig glad en ½ dag i går.. Han siger at han gerne ville være sammen med mig hvis han ikke havde det så dårligt, men hvorfor vil han så ikke have jeg venter på ham? Hvorfor begynder han at sige hvor lang tid der kan gå?

Jeg kan se på ham at han har det dårligt, men er alt dette bare en dårlig undskyldning for ikke at være sammen med mig mere? Alt det vi snakkede om for blot tre uger siden er bare forsvundet ud af den blå luft, hvad med alle vores planer?? Jeg er virkelig nede og ramme bunden. Hvis han virkelig elsker mig, hvorfor må jeg så ikke vente på ham?? Jeg ved godt jeg lige er blevet droppet og det nok er derfor jeg har disse tanker i hovedet om at vente på ham, men han er mit et og alt så jeg tror inderst inde ikke at dette ændrer sig. Han betyder for meget for mig, til at jeg bare kan give slip på ham..

Men spørgsmålet som der bliver ved med at dukke op er; hvorfor vil han ikke søge hjælp?? Nu hvor det har kostet ham den eneste han nogensinde har elsket? Hvorfor vil han ikke i det mindste give piller eller terapi en chance?? Jeg forstår godt det hele, for ham, nu virker ligegyldigt og håbløst da jeg selv har gået igennem nøjagtigt det samme (situations-mæssigt) men hvad så når han vågner lidt mere op om en måned, to måneder eller hvor lang tid der nu måtte gå.. Kan han så ikke se hvad der er sket?

For helvede, jeg har ondt. Han siger jeg ikke må se dette som en slags pause indtil han får det bedre, selvom han siger at han gerne vil være sammen med mig igen når han får det godt igen. Hvorfor må jeg så ikke sige til mig selv at det er en pause på ubestemt tid? Når han siger sådan, sætter jeg virkelig spørgsmålstegn ved det her..

Hvorfor må jeg dog ikke bare være der for ham? Hvorfor må jeg ikke vente på ham? Hvorfor må jeg aldrig nogensinde elske ham igen?

Read full post >>

Og lige pludselig med et trylleslag, er man bare over-glad, lykkelig og ny-forelsket <3 <3

Jeg tog mig sammen og spurgte ham om han så vores forhold føre nogle steder hen?? Og hvor stofferne passede ind i den sammenhæng. Jeg fortalte ham om mine bekymringer und so weiter. Og han tog heldigvis min bekymring seriøst hvilket jeg ikke havde regnet med, så jeg blev jo selvfølgelig skide glad bare da han sagde han ville overveje det.

Måske er det ikke at give ham ret meget credit at jeg ikke troede han ville tage mig seriøst, men jeg kunne jo på ingen måder vide hvor alvorligt det egentlig reelt var mht. stofferne.

Så det er jo bare skide skønt! :)

Nu skal jeg afsted med mit studie på pubcrawl, hvilket bliver spændende - håber ikke jeg kommer til at sidde alene igen..

Read full post >>

Suk - så ser man endnu et vennepar komme et skridt videre i deres forhold. Har lidt ala et had/kærlighedsforhold til fjæs-bogen. Hvorfor kan jeg ikke glæde mig på andre vegne? Arghhhh..

Jeg har tænkt meget over mit dilemma de seneste par timer, og jeg er fandme i syv sind - mere end før, da jeg skrev det andet indlæg. Jeg kan ikke leve uden herren. Så jeg må jo bare blive enig med mig selv eller noget.

Jeg har så mange planer, og især den nyeste er en suveræn ide som jeg ikke engang har fået præsenteret ham for. Men det må blive på et andet tidspunkt, for jeg vil virkelig gerne have taget en stille og rolig snak med ham når jeg ser ham i morgen. Jeg bliver simpelthen nødt til at høre hvad han har at sige før jeg træffer min "beslutning", hvilken på sin vis ikke kommer til at være så dramatisk endda, da valget for mig at se står imellem at acceptere det og blive hos ham eller ikke acceptere det og blive hos ham.

Jeg kan sgu ikke finde ud af om jeg er en vatnisse lige nu?? Er det mig der er dum lige nu??

Jeg ville bare så inderligt ønske at jeg ikke havde dette problem, og det gør så ondt indeni at tænke på det. Jeg ville ønske, jeg bare sådan uden videre kunne overkomme det og acceptere det. Jeg vil ikke sige at det er et af mine (mange) principper, for jeg har egentlig aldrig rigtig taget stilling til stoffer før nu, men jeg er så skide bange for der skal ske ham noget. Udover dette ser jeg det heller ikke som et positivt tegn for vores forhold generelt, for mig skriger stoffer etc. af at man overhovedet ikke er klar til at være i et forhold.

For mig repræsenterer stoffer en meget fri livsstil hvor man gør hvad der passer en, og at man ikke tager hensyn til andre end en selv. Hvilket man på sin vis ikke engang gør, eftersom man fylder sin krop med alle mulige kemikalier og jeg ved ikke hvad. Det kan godt være det rent faktisk er her sagens kerne ligger, udover det farlige i det; at jeg bliver skræmt fra vid og sans over det indtryk han giver mig når han åbenlyst sidder og fryder sig over stoffer der skal indtages, og hvor vildt han skal fyre den af sammen med gutterne til et eller andet rave, et eller andet sted i DK, som jeg forresten ikke får noget videre information om... Al den uvidenhed som jeg render rundt i, er forfærdelig.

Denne frie livsstil passer på ingen måder ind i det billede jeg gerne vil have han bliver en del af. F.eks. som jeg tidligere har nævnt med at flytte sammen, det ville jeg da gerne men det vil han ikke. Og med dette oveni hatten bliver jeg bare skide forvirret over om det her forhold overhovedet er det han vil?? Det kan jeg jo selvfølgelig ikke sidde og beslutte på hans vegne, han skal sikkert nok sige til men vi har simpelthen været sammen i så lang tid efterhånden (jovist, det er skam også lang tid for mig) at jeg har brug for et eller andet vink med en vognstang om at vi kommer fremad, og ikke bare står i stampe. For dette virker for mig bare alt, alt for let. Jeg ser gerne en udvikling i dette forhold ala at flytte sammen, og stofferne er nu for mig blevet et symbol på at han ikke vil samme vej.

Hvilket fører frem til dilemma II som jeg er kommet frem til, som rent faktisk er en lille smule værre end før; jeg elsker ham som ind i helvede men kommer vi videre?

Read full post >>

Okay - dilemma.

Som altid har jeg et problem, men denne gang desværre større end normalt. Jeg bryder mig på ingen måder om stoffer, been there done that - jeg kan se hvor dumt det er, nu. Men mit problem ligger så i at kæresten synes det er sjovt at tage diverse stoffer og danse løs natten lang. Så er problemet ligesom kortlagt, dilemmaet består i hvad jeg så skal gøre herfra?

Det er jo ikke noget helt ny information for mig, men det er alligevel ikke mange måneder siden jeg blev informeret om dette. Det begynder bare at gå mig mere og mere på, jo mere jeg indser jeg elsker ham jo mere bliver jeg bange for at miste ham og med frygten, gror mit had til stoffer endnu mere.

Jeg kan ikke se hvad han får ud af disse stoffer?? Forsøger virkelig at tænke tilbage til da jeg prøvede diverse ting, men alligevel ligger det så fjernt. Det er mange år siden jeg gjorde sådan noget, det var for at prøve grænser af og dybest set fordi jeg var ligeglad. Så er han ligeglad?? Han ved jeg hader han tager stoffer, men han tror det er fordi jeg er bange for han skal være mig utro - det er dog ikke sådan landet ligger. Yeah, I know, I know.. Jeg burde tage snakken med ham, i stedet for at sidde her og trille tommelfingre men jeg er bange.

Jeg har i stedet taget diskussionen op på mit favorit debat-sted og der er budskabet klart; han skal droppe det eller jeg skal droppe ham. Men jeg synes jo på ingen måder det er så sort på hvidt som de her foreslår, selvom de fleste dog har skide gode pointer med deres indlæg.

Hvis jeg tog bare havde vidst det inden vi begyndte på noget, hvis jeg dog bare havde vidst det inden jeg indså jeg elskede ham for det gør bare det hele så meget sværere. Jeg vil ikke miste ham - på nogen måder!

Jeg elsker ham, jeg elsker at være i dette forhold. Jeg ser en fremtid med denne fyr, trods vores op-og nedture. Men kan jeg acceptere dette? Ville han stoppe for min skyld? Men ærlig talt tror jeg aldrig jeg vil kunne acceptere det, og jeg tror aldrig han vil stoppe med det.

So what do I do??

Read full post >>

Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for om universitets-livet er noget for mig? Selve uddannelsen er ekstremt spændende og jeg er helt sikker på det er noget for mig, og ikke mindst noget jeg kunne se mig selv lave resten af livet når jeg er blevet uddannet.

Men selve livet på universitetet tror jeg er en helt anden sag, og det bliver en kamp uden lige. Jeg har kun været studerende i 14 dage men jeg kan allerede se hvor det bærer henad. Alle er über-sociale og alle forsøger at være så hellige som muligt. Og allerede efter så kort tid er jeg ved at brække mig over deres samtaler, hvor de forsøger at overgå hinanden i gode gerninger.

Udover dette skriger hele universitets-livet af at man skal være social på alle døgnets tidspunkter. Jeg er ikke det mest sociale menneske i forvejen men kan da godt få snøvlet mig sammen i weekenderne. Men her er det, indtil videre, vigtigt også at deltage i alle mulige sociale arrangementer i hverdagene for at kunne følge med og for at få lov til at være med. Hvilket på sin vis skriger af folkeskole, synes jeg i hvert fald.

Alle den slags popularitets-konkurrencer foregår jo overalt, det er jeg bevidst om, men jeg synes bare ikke det var det samme da jeg gik på HF... Men lad os se hvordan det går fremover.. Det ville bare være ærgeligt at gå 3½ år uden det helt store sociale netværk..

Men jeg håber virkelig jeg holder ved :)

Read full post >>

Jeg har lagt syg med lungebetændelse den seneste uges tid, hvilket har resulteret i en del tanker - som det jo plejer når jeg ligger stille og har ondt bare et eller andet sted. Denne gang gik tankerne fra der hvor vi lod dem ligge sidste gang; ved lejligheds-snakken.

For jeg vil slet ikke flytte sammen med ham, er jeg langt om længe kommet frem til. Jeg er bare typen der taler før hun tænker. Jeg gad derimod godt at jeg fik en nøgle til hans lejlighed, som han også har haft til min i syv måneder nu. Jeg husker noget om at jeg havde dette i tankerne inden jeg blev tilbudt den nye lejlighed, så jeg tror i min fuldskab tankegangen er gået fra det her;

"hvorfor må jeg ikke få en nøgle til hans lejlighed?" - "Bliver han egentlig nogensinde klar til sådan noget?" - Og så vælger jeg åbenbart ubevidst at skræmme ham med tankerne; "Hvorfor flytter vi egentlig ikke sammen?"

Hmm.. Jeg er på ingen måder tilfreds med mig selv lige i denne periode, det må simpelthen være feberen (eller alkoholen) der har talt.

Jeg kan bare ikke se hvorfor der altid skal være problemer med mig?! Jovist, vi er to meget vidt forskellige mennesker men altså.. Hvilket på sin vis også er løgn fordi det er det samme problem der er med mig konstant..

Mit selvværd er som bekendt helt nede i kulkælderen, jeg arbejder på dette, men det faktum at jeg ikke har mødt hans venner, ikke rigtig hans familie, ikke har nøgle til hans lejlighed selvom han har til min, ikke får så megen information fra ham de dage vi ikke ses etc. gør at jeg bliver ekstremt paranoid og det er så skide uretfærdigt overfor ham. Han har egentlig gode grunde til alle tingene som jeg også respekterer men men men, når man sådan ligger alle tingene sammen føler jeg mig en smule trådt på.

Og det er simpelthen så vigtigt nu hvor vi starter på vores helt nye liv. Jeg er startet på mit videre studie, og han vil finde arbejde. Førhen gik vi i klasse sammen, og var sammen med de samme venner konstant. Men nu bliver det helt nye situationer vi kommer ud for, og hvis jeg så ikke bare er en smule del af hans kombineret bagland synes jeg det virker besværligt at bevare den der kontakt man har i et forhold - hvor man fortæller hinanden ting.

Det er så det der hele tiden kører rundt i mit hoved og som jeg kan spinde helt nye ting ud fra. Alt sammen fordi jeg føler mig usikker. Han er bevidst om min usikkerhed, og jeg ved egentlig ikke hvad han skulle gøre for at overbevise mig mere? Måske give den der nøgle?

Read full post >>

Hvorfor er det lige man efterlader hjernen i entréen, når man tager til fest?? Jeg gør i hvert fald, når først promillerne er begyndt at strømme indenbords er jeg ikke til at stoppe og det er som regel noget dumt noget. Ikke selve det jeg siger, men det at jeg rent faktisk siger det højt og ikke bare holder det for mig selv - det er der, det dumme i situationen ligger.

Problemet er endnu engang at jeg har talt over mig. Jeg er blevet tilbudt en 2-værelses lejlighed, og jeg håber virkelig jeg får den. Please, please, please. Nå men der hvor det frygteligt pinlige opstår er da mine venner går ud fra at kæresten da også flytter med.. "Jamen, jamen.. nej" får jeg fremstammet. Det er jo også fair, hvor fan´ skulle de vide det fra? Det går mig bare lidt på, når nu jeg egentlig godt gad prøve det.. Men at jeg samtidig inderst inde godt ved at det ikke kommer til at ske.

Nå men det der så sker ud fra denne episode er at jeg bliver lidt muggen, hvis ubevidst går udover kæresten. Sidst på aftenen indrømmer jeg mine tanker.. og tjaeh.. han "falder i søvn".. Gider jo sådan set heller ikke snakke om det, men av alligevel. For helvede.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?

Read full post >>

Lige nu føler jeg mig lidt som Carrie fra "Sex and The City", der er et afsnit hvor hun ligger søvnløs fordi der ingen problemer i hendes forhold er og derfor må der netop være noget galt med forholdet! Sådan har jeg det lige nu.. Der er ingen konflikter, og det lader ikke til der er nogle problemer under opsejling..

Det kører bare ganske stille, roligt og hverdags-agtigt. Og ikke hverdags-agtigt ala "nu er vi kommet os over ny-forelskelsen og det hele er egentlig blevet ret kedeligt", nej! For det er på ingen måder kedeligt, og ny-forelskelsen huserer absolut stadig rundt i mit hoved.

Men det der skræmmer mig lidt i denne situation, er nok mere det faktum at vi altid plejer at misforstå et eller andet i løbet af vores sms-sending, kommunikation eller whatever. Men nej? Ingenting? Hmm.. Det er ikke fordi jeg gerne vil have kontroverser, meeeen... det er bare næsten for godt til at være sandt, right?

Read full post >>

Hvorfor skriver jeg aldrig når det går godt? Hvorfor tænker jeg kun non-stop om negative ting? Ikke fordi jeg vil til at tvivle på de positive ting jeg oplever... Det er bare lidt sjovt at jeg kun har noget på sinde hvis det er brok eller pessimisme.

Så rendte jeg lige ind i eks-manden i går hvor han fortalte mig at han flytter sammen med sin kæreste nu her om en måneds tid. Tillykke til ham, kunne ikke være mere ligeglad - det fik mig blot til at tænke lidt. Det gad jeg jo godt inderst inde selv, altså flytte sammen med kæresten, ikke med eks-manden.. haha..

Heller ikke nødvendigvis nu, men senere hen gad jeg da godt. Men den er sådan lidt tricky for det har han selv sagt op til flere gange at han ikke er til. Altså ikke i en samtale hvor vi konkret har snakket om os, men sådan mere generelt nævnt i en samtale. Det er lidt ærgeligt, altså sådan i det lange løb at tænke på. Det er jo ikke rigtig noget vi har snakket om, og det gider jeg dybest set heller ikke. Tror bare jeg ville blive skuffet, det er bare nogle tanker jeg pusler med.

Hvilket er åndssvagt, for jeg tænker om alle at de har så nemt ved det hele og det kører bare fremad for fulde drøn. Men jeg har jo også selv haft det så nemt, jeg har været der hvor mine nuværende og gamle venner er nu - de ventede bare til de blev ældre. Jeg har været gift, haft "hus", hund og næsten barn. Men det droppede jeg jo af egen fri vilje, og det er jo som sådan heller ikke fordi jeg vil tilbage til det - på nogen måder.

Men det er lidt mærkeligt som jeg støder ind i gamle venner der kan berette om at de er flyttet sammen med deres kærester, er blevet forlovede, har barn på vej osv. Hvor jeg var så tæt på selv, det var bare med den forkerte.

Og på sin vis synes jeg også det er frygtelig uretfærdigt at tænke på den måde. Tænk på hvor langt vi er kommet. Jeg er kun i starten af 20erne, der er så mange ting jeg gerne vil nå og jeg skal sgu nok nå det hele. Det er jo heller ikke fordi jeg vil noget som helst stort lige nu, men jeg vil jo som alle gerne vide at der er noget af den slags i vente, på et eller andet tidspunkt.

Hvilket også irriterer mig lidt at jeg tænker fordi hvorfor skal jeg altid have så skide meget styr på tingene?! Hvorfor skal det hele planlægges? Af en person der siger "Carpe Diem" er dennes livs-filosofi synes jeg at jeg er lidt af en krejler. For jo jeg lever fra dag til dag, men jeg ser lige så meget frem i tiden - hvis ikke mere.

Det jeg vil frem til er nok bare.. At jeg er så skide lykkelig lige nu og her, jeg er faktisk mere eller mindre fuldstændig tilfreds med mit liv som jeg lever det nu og jeg får en spændende fremtid i møde. Det jeg bare godt gad, var nok bare at jeg kunne få en eller anden form for vished om at det her holder og mine drømme nok skal gå i opfyldelse.

Read full post >>

De er simpelthen bare så pæne dem jeg skal gå i klasse med. Har allerede set tre af dem inde på facebook og puhh... Må virkelig tage mig sammen nu, for de ser samtidig skide søde ud.. Og veninder kunne jeg egentlig godt bruge, dem har jeg i forvejen ikke forfærdelig mange af..

Jeg overvejer at hoppe på biblioteket i morgen og låne en helvedes masse bøger om alt muligt selvhjælps-ting, sådan jeg nærmest er hjernevasket til en lækker personlighed når jeg starter på uni om en uge. Kunne det ikke være en mulighed? Tror næppe det kan skade i hvert fald.

Jeg tænker jo meget. Og jeg tænker også over hvad folk tænker om folk der læser selvhjælpsbøger? Tænker I at det kun er tabere der læser sådanne bøger eller ser I det som folk der rent faktisk gør noget ved problemerne? Eller tænker I en helt 3. mulighed; nemlig at man bilder sig selv ind at man kan få en masse svar fra bøgernes verden?

Jeg kommer altid til at tænke på det afsnit af "Sex and the City" hvor Charlotte bliver helt febrilsk da hun ser alle "taberne" der står ved selvhjælps-bøgerne og nægter kategorisk at have noget med de bøger at gøre.. Så i stedet køber hun den over nettet ;)

Det er bare sådan, at jeg henter megen viden fra disse bøger og synes i bund og grund også det hjælper - i hvert fald til at se tingene fra nye vinkler. Jeg synes på ingen måder det er pinligt at ville hjælpe sig selv, og når nu man ikke har råd til terapi i dyre domme må man jo forsøge selv.

Men jeg tror samtidig heller ikke man skal narre sig selv til at problemet er løst bare fordi man har læst en eller anden bog, der har fået topkarakterer i en eller anden avis.

Argh! Ved ikke hvor jeg vil hen med det.. Men tror nu stadig jeg tager på biblioteket i morgen :)

Read full post >>

Jeg sidder lige og tænker lidt. Som altid.

Jeg ved godt alt det der med selvtillid og selvhjælp har meget med ens psyke og mentalitet at gøre, men synes stadig det er lidt mærkeligt at jeg altså virkelig kan hade min krop og som regel finder den grimmere end andres. Hvis jeg f.eks. kigger tilbage på gamle veninder eller nuværende veninder, er der mange der er større end mig, men de virker ikke som om de har problemer med det. De har "affundet" sig med det? Eller de synes måske det er helt passende for dem?

Jeg synes det er lidt sjovt, for der er rigtig mange piger der er en del større end mig som jeg bare finder ultra charmerende og smukkere, altså hele deres karma er bare meget bedre end min.

Sådan en udstråling gad jeg virkelig gerne have. Jeg vejede engang næsten 35 kg mere end jeg gør nu, men dengang elskede jeg min krop. Det giver jo ingen mening? Jeg vil meget gerne have en udstråling der siger spar to og en charmerende personlighed, så fuck det hvis mit udseende ikke ændrer sig videre herfra. Så længe jeg rent faktisk selv kan se min skønhed - det ville simpelthen betyde alt.

Read full post >>

De bliver altså så hurtigt store, ja jeg taler om mine søskende. Synes blot det var i går min yngste lillesøster C, rendte rundt med ble, og i dag hentede jeg hende fra fest.. Og lillesøster M, der lige pludselig er blevet voksen - ja jeg vil nærmest sige vi kan føre voksne samtaler sammen nu.. Det er meget underligt når man tænker over det. Da vi var yngre var vi altid utrolig stride ved hinanden, og nu hygger vi os bare gevaldigt i hinandens selskab.

Du har nok allerede regnet ud at jeg har tilbragt en dag sammen med familien, det var simpelthen så hyggeligt. Bortset fra fatter der selvfølgelig fik et flip igen, igen. Men vi andre så en rigtig tøsefilm der virkelig får en til at tænke, sådan en hvor man virkelig sætter pris på sit liv.. mægtig dejlig følelse man har i kroppen bagefter :)

Read full post >>

Uhh.. Jeg havde bare en rigtig dejlig dag sammen med kæresten i går. Jeg er simpelthen blevet meget mere sikker på ham, hvilket uden tvivl lyder rigtig dumt eftersom vi har været sammen i næsten 16 måneder men det er nu engang hvad jeg føler. Jeg kan ikke rigtig redegøre for mine følelser udover det jeg allerede førhen i bloggen har nævnt; nemlig at mit lave selvværd gør mig meget pessimistisk af sind.

Jeg elsker ham så sygt meget, og synes bare jeg er begyndt at få det tilbage trefold så det er jo skøøøøønt :)

Så det jeg skal arbejde på nu, er "blot" at beholde netop den følelse jeg har nu, når vi er ude blandt andre mennesker. Det bliver selvfølgelig svært men hvis jeg nu tænker tilbage på f.eks. denne dag så burde jeg nok godt kunne finde følelsen frem, selvom det kræver træning.

Read full post >>

"Lavt selvværd grundlægges ofte i barndommen. Den værdi ens forældre tilskrev en i barndommen vil de fleste føre videre i voksenlivet. Når man bliver voksen, vil man selv tilskrive sig den kritik, man før fik af forældrene."

Så hvis jeg måske begynder at grave lidt i mine barndoms-gemmer, kan det være jeg finder den røde tråd?

-Jeg er den ældste i søskendeflokken så derfor er det altid mig der har fået skylden hvis noget har været forkert i min fars øjne...

-Det er kun mig der er blevet slået...

-Min far har altid opført sig upassende mht. andre kvinder, tror aldrig han har været min mor utro men hans fiksering på kvinder og deres udseende, har nok gjort jeg har fået et forkert billede i hovedet af hvordan jeg burde se ud..

-Jeg er blevet kaldt; luder, klam, fed, grim etc. af min far...

-Min ældste lillesøster er altid blevet favoriseret af min far, hvilket jeg har snakket med min anden søster om og hun er ligeglad med det, men hvorfor har det så gået mig så meget på?

-Jeg er blevet gjort til grin overfor mine venner, familien og min fars venner, han har aldrig lagt fingre imellem hvis jeg gjorde noget forkert, heller ikke i deres påsyn..

-Han lytter aldrig når man snakker til ham, jeg har altid måttet kæmpe for hans opmærksomhed

Det jeg så ikke forstår ud fra alt dette, er at min fars mening betyder så skide meget? Hvorfor er det jeg i det skjulte forsøger at please ham konstant? Jeg ved jo, jeg ingen respons eller klap på skulderen får uanset om jeg bliver højt uddannet eller supermodel - det er ligegyldigt. Min far har aldrig været interesseret i sine børn så hvorfor bliver jeg ved med at kæmpe for hans opmærksomhed??

Og jeg kan jo mærke det på mig selv, som jeg sidder her og skriver ned, at det gør faktisk ret ondt at tænke på alle de ting jeg har gjort eller sagt udelukkende for at gøre ham stolt. F.eks. for et par år siden havde jeg skrevet et brev til ham om alt hvad jeg følte men det blev ikke sendt, for jeg ved godt det ikke ville røre ham det mindste - han ville bare grine.

Er grunden til mit behov for opmærksomhed nu, mangel på opmærksomhed fra min far?? Vil jeg ikke have evt. kærester har for meget kontakt med det modsatte køn fordi jeg har set hvor upassende og fikseret mænd (min far) kan opføre sig?? Føler jeg mig ikke god nok overfor andre mennesker fordi jeg ikke engang kan være en god nok datter for min far?? Og hvorfor skal det gå udover alle andre at jeg er misundelig over at have manglet kærlighed og omsorg??

Read full post >>

Ja ja, jeg ved godt det fylder meget.. men det gør det sgu bare generelt i mit liv, jeg snakker om jalousi. Jeg er ved at være meget træt af "det grønne monster".

Jeg læser bøger, jeg læser artikler, jeg forsøger mig med øvelser men i bund og grund tror jeg det starter med opbygning af mit selvværd og så derefter vil min jalousi-følelse aftage... Det er bare noget værre noget at komme ud i, og jeg kan jo ikke styre det?!

Udgangspunktet i min jalousi ligger i at jeg ikke forstår kæresten gider at være sammen med mig, jo måske på mine gode dage kan jeg se det men ellers ikke.. Jeg forstår ikke hvad nogen ser i mig, jeg har altid været omgivet af drenge der var vilde med mig - både ham den lækre og nørden. Jeg forstår ikke hvad kæresten ser i mig, ham der slet ikke var interesseret i piger som kærester før.. Og så kommer jeg.. okey? Det er sjovt for min søster har det åbenbart på præcis samme måde; men hvorfor? Hvorfor har vi det sådan når vi nu altid har været ombejlet?

Når jeg sidder med kæresten et sted, føler jeg bare alle andre piger er meget mere interessante. Alle er pænere, tyndere, klogere, sjovere, mere intelligente og sådan kører den.. Jeg bliver nødt til at finde frem til mit eget værd, for det er ikke komplimenter jeg mangler fra kæresten - overhovedet.. Problemet ligger i at jeg ikke ser det han ser..

De første mange måneder vi var sammen, troede jeg rent faktisk han nok havde indgået et væddemål med nogen, er det ikke sygt?

Pga. tanker som ovenstående, gav min læge mig også en henvisning til en psykolog men den ligger stadig og samlet støv... Jeg har ikke råd til det, jeg er sikker på der er en bog derude der kan hjælpe mig! Det håber jeg i hvert fald..

Grunden til jeg tænker på mine problemer med jalousi igen, er fordi jeg snakkede med kæresten om dette i forgårs. Det er da altid noget at vi kan snakke om det. Jeg er bare træt af at være en irriterende kælling, hvorfor kan jeg ikke få ind i mit hoved at det er MIG han vil være sammen med?! Efter alle vores samtaler omkring utroskab, jalousi etc. burde jeg jo inderst inde vide at han ikke kunne finde på at såre mig!!

Read full post >>

Det er en rimelig vigtig egenskab at have tiltro til mennesker omkring en, og det vil jeg bestemt også mene jeg har. Men det jeg så ikke forstår i den sammenhæng er at jeg flipper ud i jalousi, både når det gælder kæresten men så sandelig også med vennerne. Så hvordan kan jeg sige jeg rent faktisk stoler på folk? -når mine reaktioner peger i den anden retning.

Hvorimod f.eks. kæresten indrømmer at han ikke stoler på nogen, men samtidig har han på ingen måder de samme reaktioner som jeg har..

Så hvorfor indrømmer jeg ikke bare, overfor mig selv, at jeg faktisk ikke stoler på folk? Ville det måske gøre det nemmere for mig i min tankegang hvis jeg som udgangspunkt ikke stoler på folk og derfor ikke forventer en bestemt opførsel fra folk? I stedet for at jeg som nu "stoler" på folk men beskylder dem for at røvrende mig konstant..

Read full post >>

Altså, nogle mænd..

Jeg sidder inde på min sædvanlige debat, følger med i en tråd der er ved at udvikle sig rimelig bizart, i hvert fald i min verden. Vil lige kort forsøge at opsummere.

Hun "kommer til" at tjekke sin kærestes tlf. Hun finder flirtende smser hendes kæreste har sendt til andre tøsepiger samt smser til kammerater hvor han fortæller om hvordan hans kæreste ser ud men det sjove i denne sammenhæng er, at det signalement han giver vennerne er næsten det modsatte af hvordan hun rent faktisk ser ud.

Men der kommer skam mere..

Hun konfronterer ham - han bliver sur. Han siger han kun har skrevet til andre tøser fordi han ville have nogle komplimenter fra smukkere piger (end hans kæreste?!?!!) fordi han er begyndt at føle sig gammel, at han kun skriver flirtende smser til sin veninde fordi hun er ih og åh så smuk, så han ville gerne have hun gav ham komplimenter (WHAT?!) og grunden til det signalement han sendte vennerne var fordi han havde det med at pynte på sandheden, fordi han gerne ville kunne prale med sin kærestes udseende..

Jeg personligt er komplet stået af her!!

Hele tråden ender med (indtil videre i hvert fald) at hun tilgiver ham og siger han får en chance til, og hun slutter af med at sige at desuden ser hun ikke de der smser som utroskab og at hun vist havde overreageret..

ARGH!!! Nogle KVINDER, altså.. Sorry, jeg bliver bare helt harm. Okay nej, selvfølgelig er de der smser ikke fysisk utroskab men det er sgu da stadig ikke noget man gør i et forhold eftersom det ligger meget tæt op af psykisk utroskab. Plus han lige har fortalt hende at hun rent faktisk ikke er ret meget værd i hans øjne; hvorfor så blive sammen med ham?? Og ikke mindst; hvorfor gider han blive sammen med hende hvis hun er så pinlig?!

Det er sådan nogle tråde der virkelig kan sætte tankerne i gang hos mig, måske for meget nogle gange derfor afreagerer jeg her. Så sætter man virkelig pris på det man "har", men samtidig kan det også gøre mig lidt paranoid i det jeg læser tråden ala foregår det bag min ryg?!

Det ved jeg jo godt det ikke gør, jeg er bare paranoid og forelsket.. :)

Read full post >>

Jeg er så frygtelig bange for at ende som en af mine forældre.

Jeg vil ikke ende som min mor fordi jeg vil ikke fanges i et kærlighedsløst forhold der ingen mening har, det var også derfor jeg "i siden tid" blev skilt netop fordi det var begyndt at bære derhen af. Jeg vil ikke ende som min far, tjaeh.. af alle de grunde der nu findes i verden til det - og der er mange. Jeg ligner i forvejen sygeligt meget ham, og jeg kæmper hver dag en brag kamp med mine såkaldte dæmoner for jeg ikke reagererer som han kunne finde på i en given situation.

Dette, kan jeg forestille mig, er nok også med til at jeg netop bliver så forvirret og trist engang imellem. Fordi jeg ikke kan se hvordan det er passende at reagerere, der er altid to stemmer der siger noget til mig, min fars reaktion og en der stiller spørgsmålstegn ved situationen. Jeg er vokset op med en ide om noget (dvs. alt) påduttet af min far, og da jeg så blev ældre fandt jeg ud af at han rent faktisk er forkert på den.

Jeg "forgudede" min far da jeg var bette, jeg så virkelig op til ham og det skræmmer mig at der gik cirka 12-13 år før jeg egentlig rigtig forstod hvor ondskabsfuld han kan være, at det ikke er normalt at have en barndom som jeg havde og at jeg rent faktisk er pænt meget i risiko-zonen for at ende som ham. Både på den ene og den anden måde.

Read full post >>

Okay, nu føler jeg mig så bare åndssvag i stedet.

Vendte situationen i går til noget positivt, lagde mig ind til ham og så var jeg glad igen. Og så i dag sagde han at vi altså skulle finde ud af noget nu her om to dages tid. Så er jeg glad, men samtidig føler jeg mig rigtig dum ala skal have min vilje. Tsk tsk.

Jeg kan virkelig blive trist, og så påvirker det alt omkring mig - det er forfærdeligt. Og når jeg så får det godt igen føler jeg mig bare pinlig og lidt til grin. Man kan sgu da heller aldrig vinde med mig.

Uanset hvad kan jeg få noget dårligt ud af en situation, og alt omhandler som regel mig, mig, mig, mig.. Og jeg hader hvert sekund af det.

Read full post >>

Nogen gange gør det bare så ondt..

I dag skulle jeg endelig være sammen med kæresten efter fire dage. Jeg var smadret efter flytning, og han var smadret efter at have sovet på en eller anden sofa. Oh well, shit happens. Jeg forsøgte virkelig at få det til at fungere, det gjorde jeg, havde sgu glædet mig.

Men hvad sker der? I hvert fald aldrig hvad jeg håber på. Efter tre timer sover han, og jeg ligger nu søvnløs. Jeg er mega trist da jeg, inden han faldt i søvn, fik udredet at vi først ses igen om en uge plus han smutter tidligt her til morgen. Så det vil sige tre timer op imod 11 dage, det synes jeg ærlig talt ikke er optimalt.

Åh, jeg "forguder" ham jo. Synes jeg gør mit bedste, ved godt jeg er deprimeret lige nu, men lige nu virker det bare ikke som om det er nok. Jeg ved inderst inde godt der i og for sig er en grund til vi ikke kan ses, men alligevel er der noget der siger mig at der er noget galt med mig siden han ikke vil ses.

Godt han nåede at få sex ud af det. Godt jeg har en halv flaske rødvin lige nu. Hvis man ikke kan stoppe tårerne, må man jo drukne dem.

Read full post >>

Ehemm, nej.

Du har sørget for jeg er fuldstændig radbrækket. Min ryg værker af at løfte, mine arme smadrede af at samle og mit dankort brænder for så billig er du egentlig heller ikke når det kommer til stykket.

Men igen på den anden side; så kan du sgu godt finde ud af at producere ting i massevis, der fanger min interesse og som jeg dermed må eje. Hvilket fører frem til resultatet; min lejlighed er nu fuldstændig omrokeret - nice. Jeg er endnu ikke færdig, men af hensyn til naboerne stoppede jeg med at larme ved 01-tiden, pænt ik? :)

Read full post >>

Argh! Jeg er så s**** træt af alt hans brok og hans barnlige facon, det kan simpelthen ikke passe, hvem af os er det lige der er den voksne?! Nå ja, os begge men han er nu altså mest voksen, han er trods alt min far, i hvert fald biologisk.

Og dette lige tøsepige-fornærmede flip er jo på ingen måder noget nyt, jeg er bare så træt af at høre på brok hvis det hele ikke lige går efter hans idéer.

Denne gang handlede det om at han havde forsøgt at kontakte mig men jeg sov da jeg havde været oppe hele natten, og han ville ikke informere min mor hvad han skulle snakke med mig om - jesus christ! Så da jeg snakkede med min mor senere på aftenen kunne jeg ikke få at vide hvad det omhandlede da han var gået i seng, og hun som sagt ikke vidste noget som helst... I dag kimede han mig så ned igen, men jeg var på job i nat så sov men min mor sagde jeg kom hjem forbi dem omkring aftensmads-tid, og da han så kom ind af døren.. Suk..

Han var så fornærmet over den lille episode så det halve kunne være nok, og så fordi jeg svarede ham igen, hvilket kun er sket 3-4 gange i løbet af mit liv, ignorerede han bare os alle sammen. Vi sad og spiste ved stuebordet, han sad ude i køkkenet og gloede surt på os alle. Blev bare siddende derude, tavs og muggen. Så vi andre gik hver til sit i huset - han blev siddende, indtil han endelig gik i seng efter han havde råbt lidt efter min mor..

Og hvad omhandlede opkaldet så? Tjoeh, jeg kunne forstå ham hvis det havde været noget vigtigt, men helt ærligt - det er det aldrig når det har noget med ham at gøre. Det omhandlede såmænd bare nogle billetter han havde købt og ville høre om jeg ville med?? Der er sådan 14 dage til, give me a break!

Dette er netop sådanne episoder jeg ville være foruden, det var derfor jeg flyttede hjemmefra i en tidlig alder, det var derfor jeg for 14 dage siden slet ikke så familien men det var for hårdt i længden ikke at se de andre.

Så nu må jeg tage det sure med det søde, eller nåwet.

Read full post >>

Øhh yes, så fik jeg det længe ventede brev fra mit nye studie og fik egentlig et chok. Og så kan man sige at jeg render rundt med skyklapper men havde egentlig ikke ventet at jeg skulle af med SÅ mange penge til bøger. CHOK CHOK CHOK. Så den må jeg lige tygge lidt på...

Men ellers lyder det jo selvfølgelig stadig mægtig interessant og kan ikke vente med at komme i gang. Fik også information om rustur, pubcrawl og hvad man ellers skal deltage i. Det bliver godt, men kommer til at savne kæresten så meget - I just know it. Før gik vi jo i klasse sammen, puhh.. Kommer egentlig til at savne dem alle sammen, jeps - jeg er ved at være pænt nervøs :)

Og så krydser jeg virkelig fingre for jeg ikke går hen og bliver betaget af nogle deroppe, synes bare det har været sådan hver gang jeg har startet på en ny uddannelse at der har været en der har fanget min interesse og for første gang går det mig rent faktisk på. Help me.

Read full post >>

Jeg er så skide bange for at blive forladt, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg synes ikke kæresten giver nogen grund dertil og jeg mindes ikke at have traumer fra barndommen eller hvor det nu eventuelle kunne spores tilbage til. Jeg er begyndt at få kontrol over følelser sådan 70% af tiden, men de sidste 30 sidder stadig og gnaver i mig når jeg ikke er sammen med ham - og det pisser mig ærlig talt af.

Han giver mig ingen grund, whatsoever, til at betvivle hans troskab og loyalitet. Jeg synes jeg får okay information om hvad han laver når han ikke er sammen med mig, altså ikke forhør-agtig men fordi jeg er nysgerrig. Men alligevel får jeg sådan en mærkelig følelse indeni engang imellem, og jeg kan ikke finde ud af om det er min intuation eller om det bare er frygt? -og der rent faktisk ikke ligger noget i det..

Så hvordan kommer jeg dog til bunds i det? Jeg drømmer ofte at han er sammen med to af mine veninder, men det har jeg (heldigvis) fundet ud af at det har jeg altid gjort mht. kærester så det fik mig til at falde lidt til ro igen.

Jeg tror problemet opstår i og med at jeg kan være en meget jaloux person, især i dette forhold fordi han er en flirter og så oveni det betyder han så sindssygt meget. Så dette er en farlig cocktail i sig selv...

Jeg har aldrig været sammen med en der flirtede så meget, og det er sikkert ikke engang fordi han flirter meget, det kan jo godt være det bare er noget der sker oveni mit hoved?? Altså at det lader til det er for meget. Jeg har nogle ideer om hvordan forhold virker for mig, så derfor opstår der tit situationer med ham her hvor mine principper bliver overtrådt og jeg føler mig holdt for nar, fordi jeg troede at sådan var det bare men finder ud af at den pågældende situation har vi slet ikke snakket igennem og at han har en anden ide om det..

Suk! Dette problem vil jeg mene i bund og grund er det eneste vi rent faktisk har, det fylder bare meget når vi f.eks. er i byen, fordi der altid opstår nye situationer som man skal have snakket igennem. Tror vi er kommet igennem det hele, men man ved jo aldrig? Det er så pissesvært at gå på kompromis med sådan noget, tror også han har haft sin kvaler.

Jeg har tit tænkt om jeg har kunnet leve med en der på det punkt ligger så langt væk fra mig?? Det er sådan et princip jeg bare virkelig står fast på, ikke fordi jeg vil have min vilje men fordi jeg ellers føler mig utryg for når jeg ser hvordan han er overfor piger i mit samvær så begynder jeg at spinde tanker om han er værre når han ikke er sammen med mig?

Jeg synes generelt, fuck janteloven, at jeg er en ret sej kæreste faktisk - undtagen lige på dette punkt. Jeg synes jeg er fleksibel, blander mig ikke i ting der ikke vedkommer mig, giver frihed, og så kan jeg være lige så tøset som jeg kan være en af drengene. Sådan!

Og på den anden side synes jeg også bare kæresten er så pisse sej at være sammen med fordi han udover på det omtalte punkt, bare er så afslappet. Vi minder så utrolig meget om hinanden så jeg blev lidt overrasket da jeg fandt ud af at han ikke er ens på flirte-punktet som jeg.

Men min konklusion blev så at jeg godt kan leve med det, i det omfang som det er nu, fordi synes egentlig også han går på kompromis med så mange andre ting for at gøre mig glad.

Desuden er det jo et eller andet med; samle appetit ude men spise hjemme??

Read full post >>

Jeg sad lige og så det mærkeligste program på tv2 her til aften, eller jeg har da set noget i den stil før men det bliver bare ved med at forbavse mig. Jeg snakker selvfølgelig om programmet der omhandlede gifte mænd der godt kunne lide at klæde sig ud som damer, adr! Synes simpelthen det er for underligt, ved slet ikke hvordan jeg skulle reagere hvis jeg fandt ud af kæresten simpelthen syntes det var ih og åh så skønt at rende rundt i højhælede..

Sorry, men det støder mig en smule.

Bare transvestitter generelt i gadebilledet; synes faktisk de er en smule skræmmende og kan egentlig heller ikke lade være med at grine en lille smule hvis jeg f.eks. står i en tøjbutik og ser en mand iklædt dametøj, for det er jo bare så tydeligt og kan ikke lade være med at stirre..

Ja ja, jeg er sikkert rigtig politisk ukorrekt lige nu og bla bla bla.. Men altså, come on!

Read full post >>

Jeg havde den underligste oplevelse i går, da jeg røg mig skæv sammen med kæresten, men på en god underlig måde.

Jeg blev sådan helt skolepige-agtig indeni, som om det var en af de første gang vi sås. Hans kys føltes nye, jeg var nærmest spændt på hvad der nu skulle ske. Jeg fik kilder i maven af at kigge på, som om jeg kiggede på ham for første gang. Vores sex var nyt og spændende, selvom det var i præcis samme dur som altid hvilket også er rigtig godt, men alligevel var hans berøring så anderledes. Damn.

Så det var lidt ligesom at blive forelsket i ham om igen, det har jeg nu alligevel ikke prøvet før... Så i dag har jeg bare følt mig rigtig ny-forelsket-agtig men ikke på den der måde som man får det når man har været sammen i lang tid, og lige pludselig ligger mærke til en af de små ting man faldt for. Nej, på en måde der føles som om jeg lige har lært ham at kende og bare gerne vil vide mere og mere. Skræmmende :)

Read full post >>

I dag er første skoledag for folkeskolerne, gymnasierne etc. men jeg begynder heldigvis først om 14 dage. Jeg er simpelthen så spændt på at skulle starte på Uni, nu er det jo noget man rent faktisk selv har valgt og ikke blot noget man skal udholde en årrække for at kunne komme videre i systemet. Og til det får man jo brug for diverse artikler, eftersom jeg allerede har fået fat i computeren lyder listen som følger;

1. Den der Calvin Klein-taske.. mhmm.. Savl savle, MÅ simpelthen bare eje den!
- Det aller-vigtigste og så kan jeg ikke engang finde et billede af den.. øv..

2. En ny garderobe, så jeg ser rigtig uni-klog ud, dog pænere end det billede jeg har valgt..











3. Blokke, blyanter etc. så jeg kan lære en masse :)
















4. Nye møbler til boligen, bare fordi jeg har lyst!

Read full post >>

Mine tanker kredser som regel omkring forhold, hvis det ikke allerede er gået op for dig. Og jeg synes det er lidt sjovt, ikke haha-sjovt men komisk, at kigge på forskellene i de forhold jeg har været i. Ikke fordi man sådan generelt kan eller skal sammenligne forhold, men mere for at vise overfor mig selv hvor utilfreds jeg egentlig altid har været. Der er altid, uden undtagelse, en eller anden ting som jeg krummer tæer ved.. Og det er lidt sjovt at sætte op imod mit nuværende forhold, når man sådan lige tænker over det :)

F.eks. var der en omklamrende eks der hele tiden skrev, ville vide hvad jeg lavede nu, hvad jeg tænkte på, hvordan jeg mon havde det, fortalte hvad han lavede etc etc. Jeg er overhovedet ikke til den slags, plejer at være tilhænger af at sms´er er til korte informationer and that´s it. Men ingen regel uden undtagelse; i dag ser situationen helt anderledes ud, nu vil jeg hellere end gerne hænge ved telefonen dagen lang og sende sms´er med kæresten.. Hmm..

Så var der ham der hele tiden ville nusse, kysse, holde i hånd og alt det der. Og det var jeg slet heller ikke til, altså i offentligheden - ikke fordi jeg var pinlig berørt men fordi jeg ikke fandt det naturligt... Havde bare ikke behovet for det. Men nu ville jeg SÅ gerne holde kæresten i hånden når vi går men den slags er han ikke til, hvilket jo også er fair for det er jeg jo slet heller ikke. What´s wrong with me?

Eller ham der efter ikke så forfærdelig lang tid planlagde børn, ikke i den nærmeste fremtid men han snakkede om det og det skræmte mig fra vid og sans. Jeg er stadig ikke klar til børn men kunne rent faktisk godt se mig få børn med ham her. Synes det er så skræmmende som noget kan være, måske mest den del at indrømme det, I don´t know..

Men det mest skræmmende er dette; jeg har været gift - jep. Og jeg går da ud fra at alle der bliver gift, bliver gift med intentionen om at dette er "as good as it gets", at man simpelthen er så forelsket at man ikke kan komme ud af det igen. Gjorde jeg vel også? Det håber jeg da egentlig men no surprise; jeg kom videre.. og fandt noget meget bedre, og det er netop det der skræmmer mig. At jeg har fundet en jeg elsker 100 gange mere end jeg nogensinde elskede ham jeg rent faktisk var gift med - se det er freaky! Og så kan man sige hvad man vil, at det var fordi jeg var ung, naiv, at jeg ikke kender følelsen af kærlighed og at der altid ved komme noget der føles stærkere end den før. Men lige nu i det her øjeblik kan jeg på ingen måder forestille mig det, og det vil jeg heller ikke..

Det var bare lige et par eksempler jeg faldt over i dag, og listen er sikkert længere hvis jeg virkelig ransagede min hjerne men det tør jeg næsten ikke - man ved jo aldrig hvad man finder..

Read full post >>

At se sit forhold udefra, er ikke noget man som regel får muligheden for men det var jeg så "heldig" at opleve i går. Jeg var i byen med min søster og hendes kæreste, de fik en intern strid og emnet er egentlig også ligegyldigt mht. hvor jeg vil hen med det her. Det var den måde de reagerede på overfor hinanden, den slags tovtrækkeri mindede bare så utrolig meget om mit forhold når vi bliver uvenner - det var helt skræmmende. Men samtidig blev jeg også meget bevidst om hvor strid jeg egentlig kan være overfor kæresten engang imellem. Jeg synes godt nok i denne situation at min søster havde ret til at reagere som hun gjorde, men hun gjorde det på nøjagtig samme måde som jeg gjorde.. Og det synes jeg ikke altid er fair overfor den anden, og hendes kæreste virkede ret uforstående ligesom min kæreste af og til gør. Det alkohol der kan sgu gøre en ret så rundt på gulvet..

Men helt skræmmende var det selvfølgelig heller ikke, det er rart at se at andre forhold rent faktisk ikke ligger så langt væk fra ens eget forhold. Var ved at være bange for vi var uvenner lidt for tit, og så måden det foregår på. Kan godt se der ikke er en bestemt formel på hvad der er rigtigt for et forhold, og der er ikke nogle forhold der er mere rigtige end andre. Jeg har bare efterhånden, i mit nuværende forhold, lært at der er mange forskellige typer forhold. Kald mig naiv men det havde jeg egentlig ikke forventet.

F.eks. i mit tidligere forhold med min eks var vi meget interesseret i at involvere hinanden i alle aspekter af hinandens liv, hvor jeg så nu er i et forhold med en der ikke ser det som en nødvendighed at lære hinandens omgivelser at kende hvilket jeg jo selvfølgelig finder mærkeligt eftersom jeg ikke har været vant til dette. Men så snakkede jeg så med min søster om hendes forhold hvor hun fortalte at det egentlig heller ikke rigtig var noget hun var interesseret i, på samme måde som min kæreste også siger.. Så det får mig til at slappe en smule af at det altså ikke er kotyme i alle forhold, eftersom jeg har det med at blive paranoid og tro det er mig den er gal med - mon han synes jeg er pinlig??

Read full post >>

Så havde jeg lige en rigtig dejlig dag sammen med familien, vi tog vores årlige tur til sommerland men i år var det dog anderledes. Don´t know why men på en eller anden måde var det bare meget hyggeligere end normalt hvilket jo selvfølgelig er rart men igen på den anden side kan det også virke en smule falsk i vores familie ala stilhed før storm.. Far var kun lidt fuld, men det var på den "gode" måde hvor han bliver hyggelig og selskabelig. Min bettebror var med på den værste, måske var det fordi han endelig kom ud i solen? Hvem ved? Men en god dag alt i alt :)

Read full post >>

-Dem har vi jo alle, på et eller andet plan. Mit problem er nok mere at mine skeletter is out in the open. Synes mine problemer er mere eller mindre til skue for alle, i hvert fald vennerne og familien, så hvorfor ikke skrive lidt om dem her? I hvert fald for at få en smule afløb..

Problemet starter med en alkoholisk far, dette resulterer i lavt selvværd pga. hans behandling af hele familien og dette problem med selvværdet giver mig problemer når jeg er i forhold, fordi jeg derved får tendens til at blive urimeligt jaloux. Sådan! Det var jo ikke egentlig ikke så svært, problemet ligger mere i at komme til bunds med det..

Jeg har i forvejen en depression, kun en middel der kommer i perioder, men min jalousi bliver (i mine øjne i hvert fald) kun værre jo mere glad jeg bliver for min partner. Jeg føler jo ikke selv jeg er noget værd - så hvorfor skulle andre? Jeg hader at jeg ikke føler mig værdig til at få kærlighed fra kæresten, selvom jeg inderst inde føler jeg giver ham lige så meget tilbage - jeg forsøger i hvert fald.

Jeg har urimelige krav til hvordan det fungerer i et forhold, fordi jeg hellere vil forebygge end reparere så jeg har det med at tage sorgerne på forskud og advare om hvordan jeg reagererer i eventuelle situationer vi kunne komme ud for..

Og jeg er i og for sig så grueligt træt af at snakke, græde, råbe, beskylde og snakke lidt mere om mine problemer. Jeg er sikker på det er vejen frem, og som jeg nævnte i et tidligere indlæg, føler jeg også kun vores forhold bliver stærkere jo mere jeg deler med ham men samtidig er jeg også bange for hans tålmodighed snart løber op. Selvom jeg ikke bryder mig om min irriterende opførsel, ved jeg godt at hans bekymring for mig er reel og jeg ved også godt han forsøger han hjælpe mig men er bare så bange for at han på et tidspunkt ikke orker mere...

Min største frygt er at blive forladt, og hader generelt følelsen af at være alene. Så hvorfor er det man på en eller anden måde passivt-agressivt nærmest presser ens nærmeste til at gøre netop det man frygter mest? For at bevise overfor sig selv at man havde ret, og at andre tog fejl?!

Read full post >>

...se lige denne frækkert jeg i dag har investeret i :)

Så nu skal der bare nørdes, heldigt jeg skal på vagt i nat.. hehe..

Jeg er simpelthen så forelsket for tiden, imellem mine dårlige perioder forståes. Forstår simpelthen ikke at jeg har fundet ham, det er (næsten) for godt til at være sandt.. altså sådan at finde en, der forstår en... Og jeg har endda været gift hvilket man skulle synes var det ypperste i forholds-sammenhænge men ak nej, man bliver jo heldigvis kun klogere..

Det er bare lidt spøjst når man kigger på hvordan vores forhold startede ud, mere som bonus-venner end noget andet, han "hadede" piger og jeg var lige kommet ud af et ægteskab... gyyyys.. Og på trods af dette, inklusiv en lille betænknings-pause, kunne vi bare ikke undvære hinanden... <3

Read full post >>

Read full post >>

Read full post >>

Read full post >>

Read full post >>

Så for søren, nu ser det ud til at kæresten er i gang med at snige sig udenom vores aftale i morgen.. Pokkers - det er jo hvad der sker men hvorfor er det lige jeg sidder og bliver helt trist til mode? Der er jo ikke noget at gøre ved det, så jeg spørger bare; er det normalt?! Hmm..

Read full post >>

Så snakkede jeg lige med min mor i dag, for første gang i fem dages tid så det var skønt. Ved ikke om hun beslutter sig for endeligt at forlade min fatter, men jeg krydser alle fingre og tæer. Har en lille ide om mit bedre humør skyldes jeg ikke har skullet høre på hans pladder de sidste 14 dage jeg har holdt mig udenfor hans rækkevidde.

Og nå ja; så fik jeg i dag brev om at jeg er blevet optaget på universitet! Lækkert!

Read full post >>

Så forløb endnu en dag helt glat, der var kun en episode men ellers.. Jeg er lidt forvirret, plejer ikke at ligne mig - ikke at jeg ikke sætter pris på bedre tider, men er nok efterhånden blevet ret pessimistisk mht. min sindstilstand. Plejer også at advare folk om hvordan jeg KAN reagere, før situationen overhovedet opstår... Er bare lidt bange for det er stilhed før storm, havde det virkelig skidt i maj-juni og i løbet af juli er humøret bare blevet bedre og bedre.. Kan det virkelig passe??

Read full post >>

Godt så. I dag er første dag i resten af mit liv, eller deromkring. Har for første gang i meget lang tid en rigtig, rigtig god dag. Vågnede op ved siden af min über dejlige kæreste, vejret er skønt og føler lige pludselig jeg har fået enormt meget energi og glæde indeni.

Read full post >>