Bla Bla Bloggen

Og på 10 dage gik man så lige fra at være lykkelig og forelsket, til at være single.. Og nej jeg forstår det heller ikke, jeg synes heller ikke det giver mening i forhold til f.eks. mit sidste indlæg.. Hold kæft jeg føler mig dum...

Jeg er SÅ ødelagt indeni, kan næsten ikke engang sætte ord på det men som altid vil jeg selvfølgelig forsøge mig. Jeg har hverken sovet eller spist særlig meget de sidste to dage, jeg render rundt med konstant kvalme og livet virker bare så ligegyldigt lige nu.

Det hele virker bare som en rigtig, rigtig ond drøm som jeg helst bare gerne vil vågne fra NU! Jeg kan jo ikke leve uden ham.. Alt lige nu minder mig om ham, jeg kommer til at savne ham så forbandet meget.. Har aldrig haft det så godt med en kæreste før, jeg har elsket en kæreste så meget før, jeg har aldrig holdt så meget af en kærestes både negative og positive sider før..

I morgen skal jeg flytte, det burde være en glædelig ting men jeg kan bare ikke finde energien til på nogen måder at glæde mig over det. Yeah, fedt.. så får man en 2-værelses lejlighed som man måske indrømmet, havde en lille drøm om at kæresten på et tidspunkt ville finde sig til rette i...

Alt er bare så trist. Har grædt og grædt og grædt, jeg kan jo blive ved. Det virker bare ikke som om der er lys for enden af tunnelen, jeg følte virkelig han var mit livs kærlighed eller hvad man nu siger. Han betyder simpelthen alt for mig, og tanken om aldrig at skulle kysse ham mere, hans arme rundt om mig når jeg er trist eller putte mig ind til ham og dufte ham gør så forbandet ondt som har jeg aldrig oplevet det før.. Alle de gange jeg er gået fra x-manden, uanset hvor langt i forholdet vi har været, har jeg aldrig, aldrig nogensinde haft det på samme måde med ham som jeg har det med ham her. Jeg føler virkelig jeg har mistet det dyrebareste, som jeg burde have klamret mig til men i stedet har jeg bare været en kælling og ikke indset hvad jeg har haft.

Hvorfor er jeg så single? Fordi han ikke kunne mere, fordi han er nede i et sort hul. Og jeg har sagt til ham at jeg vil vente på han får det bedre og til han er ude af dette sorte hul. Men han siger at der kan komme til at gå år.. Og jeg bryder sammen, for dette var det eneste håb jeg kunne klamre mig til, dette var det eneste jeg holdt mig glad en ½ dag i går.. Han siger at han gerne ville være sammen med mig hvis han ikke havde det så dårligt, men hvorfor vil han så ikke have jeg venter på ham? Hvorfor begynder han at sige hvor lang tid der kan gå?

Jeg kan se på ham at han har det dårligt, men er alt dette bare en dårlig undskyldning for ikke at være sammen med mig mere? Alt det vi snakkede om for blot tre uger siden er bare forsvundet ud af den blå luft, hvad med alle vores planer?? Jeg er virkelig nede og ramme bunden. Hvis han virkelig elsker mig, hvorfor må jeg så ikke vente på ham?? Jeg ved godt jeg lige er blevet droppet og det nok er derfor jeg har disse tanker i hovedet om at vente på ham, men han er mit et og alt så jeg tror inderst inde ikke at dette ændrer sig. Han betyder for meget for mig, til at jeg bare kan give slip på ham..

Men spørgsmålet som der bliver ved med at dukke op er; hvorfor vil han ikke søge hjælp?? Nu hvor det har kostet ham den eneste han nogensinde har elsket? Hvorfor vil han ikke i det mindste give piller eller terapi en chance?? Jeg forstår godt det hele, for ham, nu virker ligegyldigt og håbløst da jeg selv har gået igennem nøjagtigt det samme (situations-mæssigt) men hvad så når han vågner lidt mere op om en måned, to måneder eller hvor lang tid der nu måtte gå.. Kan han så ikke se hvad der er sket?

For helvede, jeg har ondt. Han siger jeg ikke må se dette som en slags pause indtil han får det bedre, selvom han siger at han gerne vil være sammen med mig igen når han får det godt igen. Hvorfor må jeg så ikke sige til mig selv at det er en pause på ubestemt tid? Når han siger sådan, sætter jeg virkelig spørgsmålstegn ved det her..

Hvorfor må jeg dog ikke bare være der for ham? Hvorfor må jeg ikke vente på ham? Hvorfor må jeg aldrig nogensinde elske ham igen?

Skrevet af Christina kl. 00.28