Bla Bla Bloggen

Jeg har lagt syg med lungebetændelse den seneste uges tid, hvilket har resulteret i en del tanker - som det jo plejer når jeg ligger stille og har ondt bare et eller andet sted. Denne gang gik tankerne fra der hvor vi lod dem ligge sidste gang; ved lejligheds-snakken.

For jeg vil slet ikke flytte sammen med ham, er jeg langt om længe kommet frem til. Jeg er bare typen der taler før hun tænker. Jeg gad derimod godt at jeg fik en nøgle til hans lejlighed, som han også har haft til min i syv måneder nu. Jeg husker noget om at jeg havde dette i tankerne inden jeg blev tilbudt den nye lejlighed, så jeg tror i min fuldskab tankegangen er gået fra det her;

"hvorfor må jeg ikke få en nøgle til hans lejlighed?" - "Bliver han egentlig nogensinde klar til sådan noget?" - Og så vælger jeg åbenbart ubevidst at skræmme ham med tankerne; "Hvorfor flytter vi egentlig ikke sammen?"

Hmm.. Jeg er på ingen måder tilfreds med mig selv lige i denne periode, det må simpelthen være feberen (eller alkoholen) der har talt.

Jeg kan bare ikke se hvorfor der altid skal være problemer med mig?! Jovist, vi er to meget vidt forskellige mennesker men altså.. Hvilket på sin vis også er løgn fordi det er det samme problem der er med mig konstant..

Mit selvværd er som bekendt helt nede i kulkælderen, jeg arbejder på dette, men det faktum at jeg ikke har mødt hans venner, ikke rigtig hans familie, ikke har nøgle til hans lejlighed selvom han har til min, ikke får så megen information fra ham de dage vi ikke ses etc. gør at jeg bliver ekstremt paranoid og det er så skide uretfærdigt overfor ham. Han har egentlig gode grunde til alle tingene som jeg også respekterer men men men, når man sådan ligger alle tingene sammen føler jeg mig en smule trådt på.

Og det er simpelthen så vigtigt nu hvor vi starter på vores helt nye liv. Jeg er startet på mit videre studie, og han vil finde arbejde. Førhen gik vi i klasse sammen, og var sammen med de samme venner konstant. Men nu bliver det helt nye situationer vi kommer ud for, og hvis jeg så ikke bare er en smule del af hans kombineret bagland synes jeg det virker besværligt at bevare den der kontakt man har i et forhold - hvor man fortæller hinanden ting.

Det er så det der hele tiden kører rundt i mit hoved og som jeg kan spinde helt nye ting ud fra. Alt sammen fordi jeg føler mig usikker. Han er bevidst om min usikkerhed, og jeg ved egentlig ikke hvad han skulle gøre for at overbevise mig mere? Måske give den der nøgle?

Skrevet af Christina kl. 00.44