Bla Bla Bloggen

Jeg er så frygtelig bange for at ende som en af mine forældre.

Jeg vil ikke ende som min mor fordi jeg vil ikke fanges i et kærlighedsløst forhold der ingen mening har, det var også derfor jeg "i siden tid" blev skilt netop fordi det var begyndt at bære derhen af. Jeg vil ikke ende som min far, tjaeh.. af alle de grunde der nu findes i verden til det - og der er mange. Jeg ligner i forvejen sygeligt meget ham, og jeg kæmper hver dag en brag kamp med mine såkaldte dæmoner for jeg ikke reagererer som han kunne finde på i en given situation.

Dette, kan jeg forestille mig, er nok også med til at jeg netop bliver så forvirret og trist engang imellem. Fordi jeg ikke kan se hvordan det er passende at reagerere, der er altid to stemmer der siger noget til mig, min fars reaktion og en der stiller spørgsmålstegn ved situationen. Jeg er vokset op med en ide om noget (dvs. alt) påduttet af min far, og da jeg så blev ældre fandt jeg ud af at han rent faktisk er forkert på den.

Jeg "forgudede" min far da jeg var bette, jeg så virkelig op til ham og det skræmmer mig at der gik cirka 12-13 år før jeg egentlig rigtig forstod hvor ondskabsfuld han kan være, at det ikke er normalt at have en barndom som jeg havde og at jeg rent faktisk er pænt meget i risiko-zonen for at ende som ham. Både på den ene og den anden måde.

Skrevet af Christina kl. 01.12