Bla Bla Bloggen

Jeg er så skide bange for at blive forladt, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg synes ikke kæresten giver nogen grund dertil og jeg mindes ikke at have traumer fra barndommen eller hvor det nu eventuelle kunne spores tilbage til. Jeg er begyndt at få kontrol over følelser sådan 70% af tiden, men de sidste 30 sidder stadig og gnaver i mig når jeg ikke er sammen med ham - og det pisser mig ærlig talt af.

Han giver mig ingen grund, whatsoever, til at betvivle hans troskab og loyalitet. Jeg synes jeg får okay information om hvad han laver når han ikke er sammen med mig, altså ikke forhør-agtig men fordi jeg er nysgerrig. Men alligevel får jeg sådan en mærkelig følelse indeni engang imellem, og jeg kan ikke finde ud af om det er min intuation eller om det bare er frygt? -og der rent faktisk ikke ligger noget i det..

Så hvordan kommer jeg dog til bunds i det? Jeg drømmer ofte at han er sammen med to af mine veninder, men det har jeg (heldigvis) fundet ud af at det har jeg altid gjort mht. kærester så det fik mig til at falde lidt til ro igen.

Jeg tror problemet opstår i og med at jeg kan være en meget jaloux person, især i dette forhold fordi han er en flirter og så oveni det betyder han så sindssygt meget. Så dette er en farlig cocktail i sig selv...

Jeg har aldrig været sammen med en der flirtede så meget, og det er sikkert ikke engang fordi han flirter meget, det kan jo godt være det bare er noget der sker oveni mit hoved?? Altså at det lader til det er for meget. Jeg har nogle ideer om hvordan forhold virker for mig, så derfor opstår der tit situationer med ham her hvor mine principper bliver overtrådt og jeg føler mig holdt for nar, fordi jeg troede at sådan var det bare men finder ud af at den pågældende situation har vi slet ikke snakket igennem og at han har en anden ide om det..

Suk! Dette problem vil jeg mene i bund og grund er det eneste vi rent faktisk har, det fylder bare meget når vi f.eks. er i byen, fordi der altid opstår nye situationer som man skal have snakket igennem. Tror vi er kommet igennem det hele, men man ved jo aldrig? Det er så pissesvært at gå på kompromis med sådan noget, tror også han har haft sin kvaler.

Jeg har tit tænkt om jeg har kunnet leve med en der på det punkt ligger så langt væk fra mig?? Det er sådan et princip jeg bare virkelig står fast på, ikke fordi jeg vil have min vilje men fordi jeg ellers føler mig utryg for når jeg ser hvordan han er overfor piger i mit samvær så begynder jeg at spinde tanker om han er værre når han ikke er sammen med mig?

Jeg synes generelt, fuck janteloven, at jeg er en ret sej kæreste faktisk - undtagen lige på dette punkt. Jeg synes jeg er fleksibel, blander mig ikke i ting der ikke vedkommer mig, giver frihed, og så kan jeg være lige så tøset som jeg kan være en af drengene. Sådan!

Og på den anden side synes jeg også bare kæresten er så pisse sej at være sammen med fordi han udover på det omtalte punkt, bare er så afslappet. Vi minder så utrolig meget om hinanden så jeg blev lidt overrasket da jeg fandt ud af at han ikke er ens på flirte-punktet som jeg.

Men min konklusion blev så at jeg godt kan leve med det, i det omfang som det er nu, fordi synes egentlig også han går på kompromis med så mange andre ting for at gøre mig glad.

Desuden er det jo et eller andet med; samle appetit ude men spise hjemme??

Skrevet af Christina kl. 23.59