Bla Bla Bloggen

"Lavt selvværd grundlægges ofte i barndommen. Den værdi ens forældre tilskrev en i barndommen vil de fleste føre videre i voksenlivet. Når man bliver voksen, vil man selv tilskrive sig den kritik, man før fik af forældrene."

Så hvis jeg måske begynder at grave lidt i mine barndoms-gemmer, kan det være jeg finder den røde tråd?

-Jeg er den ældste i søskendeflokken så derfor er det altid mig der har fået skylden hvis noget har været forkert i min fars øjne...

-Det er kun mig der er blevet slået...

-Min far har altid opført sig upassende mht. andre kvinder, tror aldrig han har været min mor utro men hans fiksering på kvinder og deres udseende, har nok gjort jeg har fået et forkert billede i hovedet af hvordan jeg burde se ud..

-Jeg er blevet kaldt; luder, klam, fed, grim etc. af min far...

-Min ældste lillesøster er altid blevet favoriseret af min far, hvilket jeg har snakket med min anden søster om og hun er ligeglad med det, men hvorfor har det så gået mig så meget på?

-Jeg er blevet gjort til grin overfor mine venner, familien og min fars venner, han har aldrig lagt fingre imellem hvis jeg gjorde noget forkert, heller ikke i deres påsyn..

-Han lytter aldrig når man snakker til ham, jeg har altid måttet kæmpe for hans opmærksomhed

Det jeg så ikke forstår ud fra alt dette, er at min fars mening betyder så skide meget? Hvorfor er det jeg i det skjulte forsøger at please ham konstant? Jeg ved jo, jeg ingen respons eller klap på skulderen får uanset om jeg bliver højt uddannet eller supermodel - det er ligegyldigt. Min far har aldrig været interesseret i sine børn så hvorfor bliver jeg ved med at kæmpe for hans opmærksomhed??

Og jeg kan jo mærke det på mig selv, som jeg sidder her og skriver ned, at det gør faktisk ret ondt at tænke på alle de ting jeg har gjort eller sagt udelukkende for at gøre ham stolt. F.eks. for et par år siden havde jeg skrevet et brev til ham om alt hvad jeg følte men det blev ikke sendt, for jeg ved godt det ikke ville røre ham det mindste - han ville bare grine.

Er grunden til mit behov for opmærksomhed nu, mangel på opmærksomhed fra min far?? Vil jeg ikke have evt. kærester har for meget kontakt med det modsatte køn fordi jeg har set hvor upassende og fikseret mænd (min far) kan opføre sig?? Føler jeg mig ikke god nok overfor andre mennesker fordi jeg ikke engang kan være en god nok datter for min far?? Og hvorfor skal det gå udover alle andre at jeg er misundelig over at have manglet kærlighed og omsorg??

Skrevet af Christina kl. 02.08