Bla Bla Bloggen

Jeg kan slet ikke forholde mig til denne nye situation. Tænker på ham konstant... Hvordan kan jeg bare sådan lige glemme ham?? Hvad skal jeg dog gøre?? Hvordan kommer jeg videre??

Jeg var så nervøs da jeg skulle op til ham i går, jeg ventede bare at han havde fjernet min tandbørste ude fra badeværelset - det havde han godt nok ikke, men der går nok ikke lang tid endnu.. Og det gør så ondt at tænke på, hvis han en dag holder fest og jeg ser den er væk.. Det giver bare et signal om at jeg definitivt er ude af hans tanker.. Dog skal det lige indrømmes at jeg i forgårs overvejede at stikke, den tandbørste han har stående hos mig, en tur i toilettet - jeg var så gal men samtidig tænkte jeg at uanset hvad kunne det jo være ligegyldigt, for han kommer jo nok desværre aldrig til at bruge den igen..

Men jeg tager den dog med i morgen når jeg flytter alligevel.. Og hvad med alle billederne af os? Skal jeg bare sådan slette dem eller hvordan? Hvad gør man dog?

Og på 10 dage gik man så lige fra at være lykkelig og forelsket, til at være single.. Og nej jeg forstår det heller ikke, jeg synes heller ikke det giver mening i forhold til f.eks. mit sidste indlæg.. Hold kæft jeg føler mig dum...

Jeg er SÅ ødelagt indeni, kan næsten ikke engang sætte ord på det men som altid vil jeg selvfølgelig forsøge mig. Jeg har hverken sovet eller spist særlig meget de sidste to dage, jeg render rundt med konstant kvalme og livet virker bare så ligegyldigt lige nu.

Det hele virker bare som en rigtig, rigtig ond drøm som jeg helst bare gerne vil vågne fra NU! Jeg kan jo ikke leve uden ham.. Alt lige nu minder mig om ham, jeg kommer til at savne ham så forbandet meget.. Har aldrig haft det så godt med en kæreste før, jeg har elsket en kæreste så meget før, jeg har aldrig holdt så meget af en kærestes både negative og positive sider før..

I morgen skal jeg flytte, det burde være en glædelig ting men jeg kan bare ikke finde energien til på nogen måder at glæde mig over det. Yeah, fedt.. så får man en 2-værelses lejlighed som man måske indrømmet, havde en lille drøm om at kæresten på et tidspunkt ville finde sig til rette i...

Alt er bare så trist. Har grædt og grædt og grædt, jeg kan jo blive ved. Det virker bare ikke som om der er lys for enden af tunnelen, jeg følte virkelig han var mit livs kærlighed eller hvad man nu siger. Han betyder simpelthen alt for mig, og tanken om aldrig at skulle kysse ham mere, hans arme rundt om mig når jeg er trist eller putte mig ind til ham og dufte ham gør så forbandet ondt som har jeg aldrig oplevet det før.. Alle de gange jeg er gået fra x-manden, uanset hvor langt i forholdet vi har været, har jeg aldrig, aldrig nogensinde haft det på samme måde med ham som jeg har det med ham her. Jeg føler virkelig jeg har mistet det dyrebareste, som jeg burde have klamret mig til men i stedet har jeg bare været en kælling og ikke indset hvad jeg har haft.

Hvorfor er jeg så single? Fordi han ikke kunne mere, fordi han er nede i et sort hul. Og jeg har sagt til ham at jeg vil vente på han får det bedre og til han er ude af dette sorte hul. Men han siger at der kan komme til at gå år.. Og jeg bryder sammen, for dette var det eneste håb jeg kunne klamre mig til, dette var det eneste jeg holdt mig glad en ½ dag i går.. Han siger at han gerne ville være sammen med mig hvis han ikke havde det så dårligt, men hvorfor vil han så ikke have jeg venter på ham? Hvorfor begynder han at sige hvor lang tid der kan gå?

Jeg kan se på ham at han har det dårligt, men er alt dette bare en dårlig undskyldning for ikke at være sammen med mig mere? Alt det vi snakkede om for blot tre uger siden er bare forsvundet ud af den blå luft, hvad med alle vores planer?? Jeg er virkelig nede og ramme bunden. Hvis han virkelig elsker mig, hvorfor må jeg så ikke vente på ham?? Jeg ved godt jeg lige er blevet droppet og det nok er derfor jeg har disse tanker i hovedet om at vente på ham, men han er mit et og alt så jeg tror inderst inde ikke at dette ændrer sig. Han betyder for meget for mig, til at jeg bare kan give slip på ham..

Men spørgsmålet som der bliver ved med at dukke op er; hvorfor vil han ikke søge hjælp?? Nu hvor det har kostet ham den eneste han nogensinde har elsket? Hvorfor vil han ikke i det mindste give piller eller terapi en chance?? Jeg forstår godt det hele, for ham, nu virker ligegyldigt og håbløst da jeg selv har gået igennem nøjagtigt det samme (situations-mæssigt) men hvad så når han vågner lidt mere op om en måned, to måneder eller hvor lang tid der nu måtte gå.. Kan han så ikke se hvad der er sket?

For helvede, jeg har ondt. Han siger jeg ikke må se dette som en slags pause indtil han får det bedre, selvom han siger at han gerne vil være sammen med mig igen når han får det godt igen. Hvorfor må jeg så ikke sige til mig selv at det er en pause på ubestemt tid? Når han siger sådan, sætter jeg virkelig spørgsmålstegn ved det her..

Hvorfor må jeg dog ikke bare være der for ham? Hvorfor må jeg ikke vente på ham? Hvorfor må jeg aldrig nogensinde elske ham igen?

Og lige pludselig med et trylleslag, er man bare over-glad, lykkelig og ny-forelsket <3 <3

Jeg tog mig sammen og spurgte ham om han så vores forhold føre nogle steder hen?? Og hvor stofferne passede ind i den sammenhæng. Jeg fortalte ham om mine bekymringer und so weiter. Og han tog heldigvis min bekymring seriøst hvilket jeg ikke havde regnet med, så jeg blev jo selvfølgelig skide glad bare da han sagde han ville overveje det.

Måske er det ikke at give ham ret meget credit at jeg ikke troede han ville tage mig seriøst, men jeg kunne jo på ingen måder vide hvor alvorligt det egentlig reelt var mht. stofferne.

Så det er jo bare skide skønt! :)

Nu skal jeg afsted med mit studie på pubcrawl, hvilket bliver spændende - håber ikke jeg kommer til at sidde alene igen..

Suk - så ser man endnu et vennepar komme et skridt videre i deres forhold. Har lidt ala et had/kærlighedsforhold til fjæs-bogen. Hvorfor kan jeg ikke glæde mig på andre vegne? Arghhhh..

Jeg har tænkt meget over mit dilemma de seneste par timer, og jeg er fandme i syv sind - mere end før, da jeg skrev det andet indlæg. Jeg kan ikke leve uden herren. Så jeg må jo bare blive enig med mig selv eller noget.

Jeg har så mange planer, og især den nyeste er en suveræn ide som jeg ikke engang har fået præsenteret ham for. Men det må blive på et andet tidspunkt, for jeg vil virkelig gerne have taget en stille og rolig snak med ham når jeg ser ham i morgen. Jeg bliver simpelthen nødt til at høre hvad han har at sige før jeg træffer min "beslutning", hvilken på sin vis ikke kommer til at være så dramatisk endda, da valget for mig at se står imellem at acceptere det og blive hos ham eller ikke acceptere det og blive hos ham.

Jeg kan sgu ikke finde ud af om jeg er en vatnisse lige nu?? Er det mig der er dum lige nu??

Jeg ville bare så inderligt ønske at jeg ikke havde dette problem, og det gør så ondt indeni at tænke på det. Jeg ville ønske, jeg bare sådan uden videre kunne overkomme det og acceptere det. Jeg vil ikke sige at det er et af mine (mange) principper, for jeg har egentlig aldrig rigtig taget stilling til stoffer før nu, men jeg er så skide bange for der skal ske ham noget. Udover dette ser jeg det heller ikke som et positivt tegn for vores forhold generelt, for mig skriger stoffer etc. af at man overhovedet ikke er klar til at være i et forhold.

For mig repræsenterer stoffer en meget fri livsstil hvor man gør hvad der passer en, og at man ikke tager hensyn til andre end en selv. Hvilket man på sin vis ikke engang gør, eftersom man fylder sin krop med alle mulige kemikalier og jeg ved ikke hvad. Det kan godt være det rent faktisk er her sagens kerne ligger, udover det farlige i det; at jeg bliver skræmt fra vid og sans over det indtryk han giver mig når han åbenlyst sidder og fryder sig over stoffer der skal indtages, og hvor vildt han skal fyre den af sammen med gutterne til et eller andet rave, et eller andet sted i DK, som jeg forresten ikke får noget videre information om... Al den uvidenhed som jeg render rundt i, er forfærdelig.

Denne frie livsstil passer på ingen måder ind i det billede jeg gerne vil have han bliver en del af. F.eks. som jeg tidligere har nævnt med at flytte sammen, det ville jeg da gerne men det vil han ikke. Og med dette oveni hatten bliver jeg bare skide forvirret over om det her forhold overhovedet er det han vil?? Det kan jeg jo selvfølgelig ikke sidde og beslutte på hans vegne, han skal sikkert nok sige til men vi har simpelthen været sammen i så lang tid efterhånden (jovist, det er skam også lang tid for mig) at jeg har brug for et eller andet vink med en vognstang om at vi kommer fremad, og ikke bare står i stampe. For dette virker for mig bare alt, alt for let. Jeg ser gerne en udvikling i dette forhold ala at flytte sammen, og stofferne er nu for mig blevet et symbol på at han ikke vil samme vej.

Hvilket fører frem til dilemma II som jeg er kommet frem til, som rent faktisk er en lille smule værre end før; jeg elsker ham som ind i helvede men kommer vi videre?

Okay - dilemma.

Som altid har jeg et problem, men denne gang desværre større end normalt. Jeg bryder mig på ingen måder om stoffer, been there done that - jeg kan se hvor dumt det er, nu. Men mit problem ligger så i at kæresten synes det er sjovt at tage diverse stoffer og danse løs natten lang. Så er problemet ligesom kortlagt, dilemmaet består i hvad jeg så skal gøre herfra?

Det er jo ikke noget helt ny information for mig, men det er alligevel ikke mange måneder siden jeg blev informeret om dette. Det begynder bare at gå mig mere og mere på, jo mere jeg indser jeg elsker ham jo mere bliver jeg bange for at miste ham og med frygten, gror mit had til stoffer endnu mere.

Jeg kan ikke se hvad han får ud af disse stoffer?? Forsøger virkelig at tænke tilbage til da jeg prøvede diverse ting, men alligevel ligger det så fjernt. Det er mange år siden jeg gjorde sådan noget, det var for at prøve grænser af og dybest set fordi jeg var ligeglad. Så er han ligeglad?? Han ved jeg hader han tager stoffer, men han tror det er fordi jeg er bange for han skal være mig utro - det er dog ikke sådan landet ligger. Yeah, I know, I know.. Jeg burde tage snakken med ham, i stedet for at sidde her og trille tommelfingre men jeg er bange.

Jeg har i stedet taget diskussionen op på mit favorit debat-sted og der er budskabet klart; han skal droppe det eller jeg skal droppe ham. Men jeg synes jo på ingen måder det er så sort på hvidt som de her foreslår, selvom de fleste dog har skide gode pointer med deres indlæg.

Hvis jeg tog bare havde vidst det inden vi begyndte på noget, hvis jeg dog bare havde vidst det inden jeg indså jeg elskede ham for det gør bare det hele så meget sværere. Jeg vil ikke miste ham - på nogen måder!

Jeg elsker ham, jeg elsker at være i dette forhold. Jeg ser en fremtid med denne fyr, trods vores op-og nedture. Men kan jeg acceptere dette? Ville han stoppe for min skyld? Men ærlig talt tror jeg aldrig jeg vil kunne acceptere det, og jeg tror aldrig han vil stoppe med det.

So what do I do??

Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for om universitets-livet er noget for mig? Selve uddannelsen er ekstremt spændende og jeg er helt sikker på det er noget for mig, og ikke mindst noget jeg kunne se mig selv lave resten af livet når jeg er blevet uddannet.

Men selve livet på universitetet tror jeg er en helt anden sag, og det bliver en kamp uden lige. Jeg har kun været studerende i 14 dage men jeg kan allerede se hvor det bærer henad. Alle er über-sociale og alle forsøger at være så hellige som muligt. Og allerede efter så kort tid er jeg ved at brække mig over deres samtaler, hvor de forsøger at overgå hinanden i gode gerninger.

Udover dette skriger hele universitets-livet af at man skal være social på alle døgnets tidspunkter. Jeg er ikke det mest sociale menneske i forvejen men kan da godt få snøvlet mig sammen i weekenderne. Men her er det, indtil videre, vigtigt også at deltage i alle mulige sociale arrangementer i hverdagene for at kunne følge med og for at få lov til at være med. Hvilket på sin vis skriger af folkeskole, synes jeg i hvert fald.

Alle den slags popularitets-konkurrencer foregår jo overalt, det er jeg bevidst om, men jeg synes bare ikke det var det samme da jeg gik på HF... Men lad os se hvordan det går fremover.. Det ville bare være ærgeligt at gå 3½ år uden det helt store sociale netværk..

Men jeg håber virkelig jeg holder ved :)

Jeg har lagt syg med lungebetændelse den seneste uges tid, hvilket har resulteret i en del tanker - som det jo plejer når jeg ligger stille og har ondt bare et eller andet sted. Denne gang gik tankerne fra der hvor vi lod dem ligge sidste gang; ved lejligheds-snakken.

For jeg vil slet ikke flytte sammen med ham, er jeg langt om længe kommet frem til. Jeg er bare typen der taler før hun tænker. Jeg gad derimod godt at jeg fik en nøgle til hans lejlighed, som han også har haft til min i syv måneder nu. Jeg husker noget om at jeg havde dette i tankerne inden jeg blev tilbudt den nye lejlighed, så jeg tror i min fuldskab tankegangen er gået fra det her;

"hvorfor må jeg ikke få en nøgle til hans lejlighed?" - "Bliver han egentlig nogensinde klar til sådan noget?" - Og så vælger jeg åbenbart ubevidst at skræmme ham med tankerne; "Hvorfor flytter vi egentlig ikke sammen?"

Hmm.. Jeg er på ingen måder tilfreds med mig selv lige i denne periode, det må simpelthen være feberen (eller alkoholen) der har talt.

Jeg kan bare ikke se hvorfor der altid skal være problemer med mig?! Jovist, vi er to meget vidt forskellige mennesker men altså.. Hvilket på sin vis også er løgn fordi det er det samme problem der er med mig konstant..

Mit selvværd er som bekendt helt nede i kulkælderen, jeg arbejder på dette, men det faktum at jeg ikke har mødt hans venner, ikke rigtig hans familie, ikke har nøgle til hans lejlighed selvom han har til min, ikke får så megen information fra ham de dage vi ikke ses etc. gør at jeg bliver ekstremt paranoid og det er så skide uretfærdigt overfor ham. Han har egentlig gode grunde til alle tingene som jeg også respekterer men men men, når man sådan ligger alle tingene sammen føler jeg mig en smule trådt på.

Og det er simpelthen så vigtigt nu hvor vi starter på vores helt nye liv. Jeg er startet på mit videre studie, og han vil finde arbejde. Førhen gik vi i klasse sammen, og var sammen med de samme venner konstant. Men nu bliver det helt nye situationer vi kommer ud for, og hvis jeg så ikke bare er en smule del af hans kombineret bagland synes jeg det virker besværligt at bevare den der kontakt man har i et forhold - hvor man fortæller hinanden ting.

Det er så det der hele tiden kører rundt i mit hoved og som jeg kan spinde helt nye ting ud fra. Alt sammen fordi jeg føler mig usikker. Han er bevidst om min usikkerhed, og jeg ved egentlig ikke hvad han skulle gøre for at overbevise mig mere? Måske give den der nøgle?

Hvorfor er det lige man efterlader hjernen i entréen, når man tager til fest?? Jeg gør i hvert fald, når først promillerne er begyndt at strømme indenbords er jeg ikke til at stoppe og det er som regel noget dumt noget. Ikke selve det jeg siger, men det at jeg rent faktisk siger det højt og ikke bare holder det for mig selv - det er der, det dumme i situationen ligger.

Problemet er endnu engang at jeg har talt over mig. Jeg er blevet tilbudt en 2-værelses lejlighed, og jeg håber virkelig jeg får den. Please, please, please. Nå men der hvor det frygteligt pinlige opstår er da mine venner går ud fra at kæresten da også flytter med.. "Jamen, jamen.. nej" får jeg fremstammet. Det er jo også fair, hvor fan´ skulle de vide det fra? Det går mig bare lidt på, når nu jeg egentlig godt gad prøve det.. Men at jeg samtidig inderst inde godt ved at det ikke kommer til at ske.

Nå men det der så sker ud fra denne episode er at jeg bliver lidt muggen, hvis ubevidst går udover kæresten. Sidst på aftenen indrømmer jeg mine tanker.. og tjaeh.. han "falder i søvn".. Gider jo sådan set heller ikke snakke om det, men av alligevel. For helvede.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?